Kystsikringsprojekter
I fremtiden vil styrken af storme efter al sandsynlighed tage til som følge af klimaforandringer, højere temperaturer og en generel stigende havvandstand. Mølbak Landinspektører A/S bistår kommuner og private lodsejere med kystsikringsprojekter, hvor vi bidrager gennem frivillige aftaler og ekspropriationer til at sikre de nødvendige arealer og rettigheder. Af aktuelle kystsikringsprojekter har vi Køge Dige, Hyllingeriis ved Solrød Strand, Jyllinge Nordmark og Den Blå Kant.
Køge Dige er et af Danmarks største og mest ambitiøse kystsikringsprojekter. Diget vil, når det står færdigt, strække sig over det meste af kommunens kyststrækning fra Skensved Å mod nord, ned over Køge Havn og mod Vedskølle Å syd. Projektet har til formål at beskytte boliger for omkring 22.000 mennesker samt mod tab af værdier for op mod 3,9 mia. kr. Vores opgave som rådgiver på projektet inkluderer bl.a. screening af servitutter for det betydelige antal ejendomme, der vil blive berørt af det kommende dige, udarbejdelse af vedtægter for det kommende digelaug og oprettelse af en servitut om medlemspligt for lauget. Læs mere om projektet.
Kystsikringsprojektet ved Hyllingeriis omfatter sommerhusområdet, som ligger langs kysten mod Roskilde Fjord i Frederikssund Kommune. I december 2013 blev området hårdt ramt af stormen Bodil, der medførte massive oversvømmelser af ejendomme og værdier liggende lavere end kote cirka +2 m DVR 90. Der er behov for at etablere et nyt dige således, at det samlede sommerhusområde fremover vil være beskyttet. Mølbak Landinspektører A/S sikrer rettighederne til anlæggelsen af diget ved ekspropriation samt sørger for tinglysning af servitutter til beskyttelse af diget.
Solrød Strand står overfor en trefoldig kystsikring. Projektet består af en forstærket klitrække, en sluse ved Solrød Bæk samt usynlige diger og mobile digeløsninger. Mølbak Landinspektører A/S skal udfærdige og tinglyse servitutten, der skal sikre anlægget samt afholde borgermøder og sørge for underskrifter fra alle berørte lodsejere.
I Jyllinge Nordmark ved udløbet af Værebro Å i Roskilde Fjord etableres et stormflodssikrings- og højvandsbeskyttelsesanlæg. Anlægget skal sikre, at tilstrømmende vand fra Roskilde Fjord og Værebro Å ikke oversvømmer det nærtliggende beboelsesområde. Læs mere om projektet her.
Den Blå Kant er et kystbeskyttelsesprojekt af Søndre Havn i Svendborg Kommune. Projektet har til formål at forebygge fremtidige oversvømmelser samtidig med, at anlægget kan anvendes som en længe ønsket stiforbindelse over vandet mellem Havnepladsen og Gasværkskajen. I forbindelse med projektet samarbejder Svendborg Kommune med Mølbak Landinspektører. Mølbaks opgave har været at udfærdige servitutredegørelse samt et ArealBindingsKort, som viser placeringen af servitutterne i området på en dynamisk måde i Mapit fra Viamap. På den måde får kommunen et visuelt overblik over servitutternes og øvrige bindingers geografiske placering i forhold til det projekterede kystbeskyttelsesanlæg.
PROJEKTDETALJER
Kunde: Køge Kommune, Roskilde Kommune, Frederikssund Kommune, Solrød Kommune og Svendborg Kommune
Periode: 2018 – Igangværende
Blandt vores ydelser:
- Udfærdigelse af servitutredegørelse samt et ArealBindingsKort, som viser placeringen af servitutterne i området på en dynamisk måde i Mapit fra Viamap
- Simulering af bidragsfordelingsmodeller i kortværktøjet MAPIT
- Udarbejdelse af servitutter til sikring af de enkelte dele af anlægget
- Bistand og ydelser i forbindelse med forhandlinger og indgåelse af frivillige aftaler om etablering af de forskellige dele af anlægget
- Bistand og ydelser i forbindelse med ekspropriation for de ejendomme, hvor det ikke lykkes at indgå frivillige aftaler om etablering af anlægget på de berørte ejendomme
- Afsætninger af de projekterede anlæg og opmålinger af det udførte anlæg
- Matrikulær og tingbogsmæssig berigtigelse.