Hængslet: Når byggeriet er komplekst, bliver samarbejdet afgørende
Med over 500 afsætninger og gennem tæt teknisk sparring er vi med til at sikre præcision i et af Aarhus’ mest komplekse byggerier.
På Aarhus Ø er byggeriet af det nye arkitektoniske vartegn Hængslet i fuld gang, et projekt der med svævende konstruktioner og runde, dobbeltkrumme former sætter nye standarder for både teknik og samarbejde. Bygningen, som er tegnet af Dorte Mandrup, har en høj teknisk sværhedsgrad, hvilket stiller høje krav til både planlægning, koordinering og præcision.
”I et projekt hvor intet er standard skal samspillet mellem målinger, modeller og virkelighed fungere for at sikre præcision, fremdrift og bygbarhed”, forklarer Casper Grønning, områdechef for Landmåling i Mølbak Landinspektører.
En opgave ud over det sædvanlige
Mølbak Landinspektører har været en del af projektet siden januar 2024. Først for 5E Byg og EMR, og siden foråret 2025 for Arpe & Kjeldsholm og EMR. Vores rolle har udviklet sig fra traditionel afsætning til tæt faglig sparring med både entreprenører, arkitekter og underentreprenører – altid med fokus på løsninger og fremdrift.
Vores opgaver spænder vidt og har blandt andet bestået af afsætning af:
- Ramper i flere niveauer med forskalling på synlig beton
- Bølgede vægge med varierende overkanter
- Den specialstøbte cocoon-trappe, støbt i etaper
- Dobbeltkrumme bakkedæk med krav til 3D-forståelse og præcision
Tæt samarbejde og stor tilstedeværelse
Kompleksitet kræver tilstedeværelse. Og med et kontor der kun ligger få minutters gang fra byggepladsen har vi været i stand til at handle hurtigt, tilpasse os virkeligheden og tage ansvar i felten. Vi arbejder direkte i 3D-modeller og er i daglig dialog med både entreprenører, arkitekt og rådgivere.
“At vi er lokalt forankret i Aarhus og kan være på byggepladsen med kort varsel, gør en stor forskel i et stort og komplekst projekt som Hængslet. Vi er tæt på både fysisk og fagligt. og fungerer som en aktiv sparringspartner, når der skal findes løsninger.”, siger Casper Grønning.
Vi sætter pris på det tætte og konstruktive samarbejde med både entreprenører, rådgivere og arkitekter og vi er stolte af at bidrage til realiseringen af et af Aarhus’ mest ambitiøse og komplekse byggerier.

Visualisering: KVANT-1






