Mølbak Landinspektører A/S bidrager til ny ekspropriationsproceslov
Mølbak Landinspektører A/S har afgivet høringssvar til Transportministeriet om et forslag til ny ekspropriationsproceslov, der er udsendt til en række centrale aktører fra bl.a. advokat- og landinspektørbranchen. Lovforslaget er en udmøntning af anbefalinger fra Ekspropriationsudvalget fra 2018, der tager sigte på at styrke borgernes retssikkerhed i forbindelse med ekspropriation og taksation.
Mølbak Landinspektører A/S er Ledende Landinspektør for statslige ekspropriationer for baneanlæg (inkl. metro og letbaner) i hele landet, ligesom vi rådgiver kommuner, forsyningsvirksomheder og grundejere m.fl. i forbindelse med kommunale ekspropriationer efter vejloven, miljøbeskyttelsesloven, kystbeskyttelsesloven m.m. I kraft af vores forskelligartede funktioner har Mølbak Landinspektører A/S afgivet to høringssvar – et som ledende landinspektør, der er afgivet i fællesskab med de to øvrige landinspektørfirmaer, som varetager denne funktion i forbindelse med statslige ekspropriationer og et selvstændigt høringssvar om ændringsforslagene for de kommunale ekspropriationer og taksation.
Overordnet er Mølbak Landinspektører A/S positive overfor intensionerne med lovforslaget. Vi har derfor med vores dybe kendskab og praktiske erfaringer fokuseret på at fremkomme med input, der efter vores opfattelse kan forbedre borgernes retssikkerhed yderligere samt forenkle og strømline ekspropriations- og taksationsprocessen for de berørte lodsejere, involverede anlægsmyndigheder m.fl.
HOVEDTRÆKKENE I HØRINGSSVAR
I vores høringssvar peger Mølbak Landinspektører A/S bl.a. på:
- Ulemperne ved den foreslåede opdeling af den Ledende Landinspektørs opgaver i forbindelse med henholdsvis besigtigelses-, ekspropriations- og taksationsforretninger og den efterfølgende matrikulære og tingbogsmæssige berigtigelse af anlæggene.
- Forbedringsforslag til rammer og proces for den foreslåede nyskabelse hvor ekspropriationskommissionerne skal foretage erstatningsfastsættelse ved kommunale ekspropriationer.
- Fordelene ved at der gives mulighed for at oprette en Ledende Landinspektør-funktion i forbindelse med kommunale ekspropriationer.
DEN VIDERE PROCES
Transportministeriet vil i løbet af foråret afholde workshops for de centrale aktører, hvor Mølbak Landinspektører A/S vil få mulighed for at deltage og uddybe høringssvarene før lovforslaget revidere og viderebehandles ved offentlig høring og derefter i Folketinget.
I Mølbak Landinspektører A/S følger vi processen tæt og ser frem til et smidigt og succesfuldt samarbejde med Transportministeriet samt advokat- og landinspektørbranchen.
VIL DU VIDE MERE?
Hvis du vil vide mere om Mølbak Landinspektører A/S’ bidrag til den nye ekspropriationsproceslov eller lovforslaget generelt, er du velkommen til at kontakte fungerende ledende landinspektør Karsten Willeberg-Nielsen på tel: +45 40 35 23 36 eller e-mail kwn@molbak.dk.
Se også hvordan vi i Mølbak Landinspektører A/S arbejder med ekspropriation bl.a. ved etablering af tre skybrudstunneller i København og stormflodssikring af Jyllinge Nordmark.