Skip to content

Mølbak Landinspektører bidrager til udviklingen af nyt logistikknudepunkt i Ringsted

Den internationale ejendomsudvikler Verdion vil etablere et nyt intermodalt logistikcenter og erhvervsområde til 7,5 milliarder. Mølbak Landinspektører er rådgiver på det juridiske og tekniske fundament.

Ved Ringsted skal et nyt moderne logistik- og erhvervsområde med tilhørende intermodal terminal binde vej- og jernbanegods sammen. iPort Zealand hedder det nye logistikknudepunkt, som omfatter et areal på 180 ha med op mod 570.000 m² byggeri til logistik, produktion og anden erhvervsaktivitet. Projektet forventes at skabe flere tusinde arbejdspladser i Ringsted og omegn.

Terminalen designes til at håndtere mindst 12 fuldlængdegodstog om dagen. Det giver mulighed for at flytte mere godstransport fra vej til bane, hvilket både reducerer CO₂-udledningen og mindsker trængslen på den danske vejnet.

Som landinspektør på projektet har Mølbak Landinspektører været med helt fra start for at sikre det juridiske, planlægningsmæssige og tekniske fundament for udviklingen, hvilket blandt andet omfatter:

  • site finding og lokalisering
  • interessentvaretagelse på lokalt, regionalt og nationalt niveau
  • teknisk og juridisk rådgivning, der skal understøtte planlægningen af det store logistik- og erhvervsområde.
  • håndtering af ejendomsretlige spørgsmål og processer i forbindelse med køb og salg af arealer.

Et arbejde, der er med til at skabe de rammer, Verdion videreudvikler projektet inden for.

Fremadrettet vil Mølbak også have en rolle i projektet, blandt andet i forbindelse med den mere detaljerede arealplanlægning, koordinering af tekniske anlæg og den løbende juridiske sikring af området, efterhånden som infrastruktur og byggeri konkretiseres.

iPort Zealand er et projekt, der både kan styrke lokal beskæftigelse, skabe bedre rammer for virksomheder og forbedre de internationale forsyningskæder på en mere klimavenlig måde.

Mølbak ser frem til fortsat at bidrage med landinspektørfaglig rådgivning i et projekt, der får betydning på både lokalt, nationalt og internationalt niveau.

Visualisering: Verdion

Back To Top
Search