Mølbak vinder rammeaftale for Aarhus Kommune
Aarhus Kommune har valgt Mølbak Landinspektører A/S som leverandør af landinspektørydelser. Aftalen træder i kraft den 1. maj 2025 og løber tre år frem med mulighed for forlængelse.
Rammeaftalen er forankret i kommunens områder for Byrum og Bystrategi og omfatter landmåling, rådgivning og beskikkelseskrævende ydelser i forbindelse med kommunens by- og arealudvikling samt vejanlæg og vejdrift mm.
”Vi er utroligt glade og stolte over at have vundet udbuddet. Aftalen dækker en bred vifte af landinspektørydelser, herunder opmåling, matrikulære sager, udstykning, tinglysning, servitutredegørelser samt rådgivning i forbindelse med infrastruktur- og byudviklingsprojekter”, siger Torben Grundfør Richter, kontorleder i Aarhus.
Aarhus er en by i rivende udvikling med store udviklingsprojekter som Aarhus Ø, Sydhavnen, Lisbjerg, Amtssygehuset, Gellerup, Marselis tunnel og udviklingen af de gamle godsbanearealer samt ændring og udbygningen af infrastrukturen, der følger med byens udvikling. Mølbak har siden åbningen af kontoret i Aarhus i 2023 været involveret i flere markante projekter i smilets by og skal med rammeaftalen nu i endnu højere grad være med til at understøtte byens udvikling.
“Det er en tillidserklæring at blive valgt af Aarhus Kommune. Vi ser det som en anerkendelse af vores erfaring og faglighed, og vi glæder os til at bringe vores viden om landinspektørydelser i forbindelse med infrastruktur og by- og arealudvikling i spil sammen med kommunen. Med et solidt fagligt fundament og stærk lokal tilstedeværelse i byen er vi klar til at påtage os opgaven,” afslutter Torben Grundfør Richter.
Mølbak har i forvejen tilsvarende samarbejder med andre kommuner, herunder en tilsvarende rammeaftale med Københavns Kommune, og bringer derfor solid erfaring og effektive løsninger til bordet.
Vi glæder os til samarbejdet og ser frem til at bidrage med høj faglighed, lokal indsigt og effektiv opgaveløsning.
